Hjemtur - Christoffer Heide
Kl. 03.30 beslutter syv unge krogeruppere, at festen er slut og understellet på Nørrebro ikke længere skal nyde godt af vore kroner. Kebab King bliver næste, hvor maden er billig og servicen i top. ”falaf-laf-laf-laf-lafel” kommer det over det slidte mikrofonanlæg, som indehaveren af kebab king nærmest synger hans retter ud over den hungrende skare af halvfulde mennesker på vej hjem fra byen. Haps! Og en falafel er i hænderne på en af eleverne fra Krogerup. Kebab King er sidste stop inden toget ifølge Adam køre fra nørreport 04.05. I god tid og med fyldte maver tropper de syv højskoleelever op på perronen for at finde ud af, at toget først kører 05.05. En blandet følelse af irritation og morskab bobler op i de fleste af os. ”Forfanden Adam, vi kommer jo aldrig i seng, vi sku ha’ taget bussen med de andre” sagt med en smule latter i stemmen, men Adam holder fast og påstår dog hårdnakket, at informationerne om togets afgang stammer fra Øl-Mads, så skylden bære sig selv. Det bliver en kold time på perronens nedslidte bænke, elevatoren bliver brugt flittigt og spreder en stemning af smil og en nå ja følelse, vi er jo på højskole, så det går nok. Endelig ankommer toget, og vi begraver os i sæderne og tager skoene af, til ordene ”i kan bare sove, jeg falder alligevel aldrig i søvn” udtaler Adam. Trykt og godt sover jeg, mens jeg drømmer hedt om briksen på værelse 54. Øjenlågene løfter sig langsomt, og grinene fylder langsomt mine øregange, ”vi er i Helsingør” siger stemmerne, ”hold nu kæft”, siger jeg og forsøger at finde mine sko, i troen om, at vi er i Humlebæk og briksen snart er mit sidste hvilested for i dag. Men nej, den er god nok, Adam er faldet i søvn, hvilket lod toget trille igennem Humlebæk uden nogle af os steg af. ”Fuck” tænker jeg, og morskaben i situationen er efterhånden forsvundet. En halv times ventetid, dog i samme tog, venter, før vi igen kører mod Humlebæk. ”Vågn op!” råber Frederik, der som den eneste opfatter, at vi igen holder i Humlebæk. Vi tager skoene på, lyner jakken og trasker trætte ud af toget, alle ligner nogle som ville give deres venstre arm for at ligge i en seng. Frederik nupper sin cykel og sprinter forbi os ”sov godt” råber os gående med misundelse i stemmen. Klokken 06.30 tre timer efter vi startede turen hjemad åbner vi døren til Krogerup, endelig hjemme igen.
torsdag den 25. februar 2010
reportage torsdagsdebat 28.01.01
Provokationen der udeblev
Forsker i politisk marketing, Sigge Winther Nielsen, holdte i torsdags foredrag på Krogerup Højskole i Humlebæk om den politiske marketings indtog på den danske politiske scene. Et foredrag, der i høj grad viste, de generationsmæs-sige forskelle i politiske opfattelser.
Af Adam Veng
”Det kan godt være, at noget af det jeg kommer til at sige i løbet af dette foredrag vil fremstå som meget kontroversielt, så i må endelig stille spørgsmålstegn ved det jeg siger. Meningen er nemlig, at jeg gerne vil provokere jer med mine teorier”. Således starter 27-årige Sigge Winther Nielsen sit foredrag om politisk marketing, som ifølge ham er blevet politiske partiers foretrukne og mest anvendte tilgang til holdningsdannelse. Væk er altså værdier, idealer og sågar også spin, der i 90'erne for alvor gjorde sit indtog på den politiske scene. I dag er tendensen fra partiernes side i højere grad altså, at man med udgangspunkt i systematisk undersøgen af befolkningens præferencer danner sig et holdningsgrundlag. Det mener Sigge Winther, der iklædt ungdommelig cardigan entusiastisk fortæller om hans opfattelser af tidens politiske tendenser.
At idealistiske mål og værdibaseret politik skulle være passé vil nok fremstå som et provokerende statement overfor ældre generationer, men overfor et publikum på mellem 18 og 20 år, taler Sigge Winther til et produkt af senmodernismen. En generation, der aldrig har været vant til, at politiske partiers holdninger og linjer blev støbt i de forme, som idealistiske fadere som Karl Marx og Adam Smith skabte for flere århundreder siden. Derfor bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved Winthers teorier fra det unge publikums side. Ej heller bliver der rynket synderligt på næsen over, at elementer som værdier og idealisme er ude af det politiske billede. For den unge generation synes det nemlig helt naturligt, at politik følger tidens tendenser, og eftersom den er opvokset i en tid med en ærkepragmatisk politisk tilgang, er praksisforståelsen for, hvordan idealisme virker yderst begrænset. Derfor udebliver længslen mod de gamle politiske værdier, samt provokationen over Sigge Winthers metaforiske dødsannonce over selvsamme.
Kun én person i foredragssalen synes at røres over foredragsholderens dementi mod de politiske idealer. Den gråhårede og storskæggede fredsvagt Peter Henning, der, som et udmærket billede på hans holdningsmæssige kontraster til resten af salen, strategisk har placeret sig helt ude ved væggen et pænt stykke fra de andre tilhørere, reagerer med nostalgisk skepsis overfor den efterhånden altdominerende politiske marketing. ”Da jeg arbejdede som gartner kunne man tale om tingene over ligusterhækken. I dag overdøves vi af maskiner, og folk snakker derfor ikke sam-men. Specielt ikke om politik. De steder hvor jeg tidligere ytrede mig politisk er væk, og jeg føler ikke at jeg har muligheden for at blive hørt i alt det her politiske marketing”. Peter Henning efter-lyser netop de gamle, traditionelle fora, der i dag synes afløst af spørgeskema- og forbruger-undersøgelser skabt af politikere med det konkrete formål at tilegne sig viden gyldig nok til at kunne skræddersy en politisk dagsorden, der passer perfekt til befolkningens præferencer.
Populistisk ville nogen kalde det – heriblandt sikkert Peter Henning, hvis tydelige idealisme skinner igennem i hans mailadresse peterkarlmarx@gmail.com. Helt naturligt ville andre mene – heriblandt resten af foredragssalens tilhørere, der med en form for smilende uforståenhed overhører fredsvagtens nostalgiske kommentar. De generationsmæssige kløfter trækkes hermed på op denne torsdag eftermiddag; ingen provokeres, få reagerer med foragt og den ungdommelige majoritet sender anerkendende nik som en verificerende gestus på indholdet af Sigge Winther Nielsens foredrag om politisk marketing.
Forsker i politisk marketing, Sigge Winther Nielsen, holdte i torsdags foredrag på Krogerup Højskole i Humlebæk om den politiske marketings indtog på den danske politiske scene. Et foredrag, der i høj grad viste, de generationsmæs-sige forskelle i politiske opfattelser.
Af Adam Veng
”Det kan godt være, at noget af det jeg kommer til at sige i løbet af dette foredrag vil fremstå som meget kontroversielt, så i må endelig stille spørgsmålstegn ved det jeg siger. Meningen er nemlig, at jeg gerne vil provokere jer med mine teorier”. Således starter 27-årige Sigge Winther Nielsen sit foredrag om politisk marketing, som ifølge ham er blevet politiske partiers foretrukne og mest anvendte tilgang til holdningsdannelse. Væk er altså værdier, idealer og sågar også spin, der i 90'erne for alvor gjorde sit indtog på den politiske scene. I dag er tendensen fra partiernes side i højere grad altså, at man med udgangspunkt i systematisk undersøgen af befolkningens præferencer danner sig et holdningsgrundlag. Det mener Sigge Winther, der iklædt ungdommelig cardigan entusiastisk fortæller om hans opfattelser af tidens politiske tendenser.
At idealistiske mål og værdibaseret politik skulle være passé vil nok fremstå som et provokerende statement overfor ældre generationer, men overfor et publikum på mellem 18 og 20 år, taler Sigge Winther til et produkt af senmodernismen. En generation, der aldrig har været vant til, at politiske partiers holdninger og linjer blev støbt i de forme, som idealistiske fadere som Karl Marx og Adam Smith skabte for flere århundreder siden. Derfor bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved Winthers teorier fra det unge publikums side. Ej heller bliver der rynket synderligt på næsen over, at elementer som værdier og idealisme er ude af det politiske billede. For den unge generation synes det nemlig helt naturligt, at politik følger tidens tendenser, og eftersom den er opvokset i en tid med en ærkepragmatisk politisk tilgang, er praksisforståelsen for, hvordan idealisme virker yderst begrænset. Derfor udebliver længslen mod de gamle politiske værdier, samt provokationen over Sigge Winthers metaforiske dødsannonce over selvsamme.
Kun én person i foredragssalen synes at røres over foredragsholderens dementi mod de politiske idealer. Den gråhårede og storskæggede fredsvagt Peter Henning, der, som et udmærket billede på hans holdningsmæssige kontraster til resten af salen, strategisk har placeret sig helt ude ved væggen et pænt stykke fra de andre tilhørere, reagerer med nostalgisk skepsis overfor den efterhånden altdominerende politiske marketing. ”Da jeg arbejdede som gartner kunne man tale om tingene over ligusterhækken. I dag overdøves vi af maskiner, og folk snakker derfor ikke sam-men. Specielt ikke om politik. De steder hvor jeg tidligere ytrede mig politisk er væk, og jeg føler ikke at jeg har muligheden for at blive hørt i alt det her politiske marketing”. Peter Henning efter-lyser netop de gamle, traditionelle fora, der i dag synes afløst af spørgeskema- og forbruger-undersøgelser skabt af politikere med det konkrete formål at tilegne sig viden gyldig nok til at kunne skræddersy en politisk dagsorden, der passer perfekt til befolkningens præferencer.
Populistisk ville nogen kalde det – heriblandt sikkert Peter Henning, hvis tydelige idealisme skinner igennem i hans mailadresse peterkarlmarx@gmail.com. Helt naturligt ville andre mene – heriblandt resten af foredragssalens tilhørere, der med en form for smilende uforståenhed overhører fredsvagtens nostalgiske kommentar. De generationsmæssige kløfter trækkes hermed på op denne torsdag eftermiddag; ingen provokeres, få reagerer med foragt og den ungdommelige majoritet sender anerkendende nik som en verificerende gestus på indholdet af Sigge Winther Nielsens foredrag om politisk marketing.
mandag den 1. februar 2010
RAVE (or DIE ☠)
Lørdag d. 30. januar havde de smukke unge mennesker på undergangen til opgave, at stå for den ugentlige fest. Temaet blev RAVE, hvilket mange tog til sig via malerdragter, knæk-lys, body-paint og vilde fritser. Desuden havde undergangen lavet den vilde rave/90'er play-liste, dansepodier, lysshow på endevæggen, storoskop-lys og billig vodka-bar.
Videoen herunder viser ganske fint stemningen på Krogerup Højskole.
Videoen herunder viser ganske fint stemningen på Krogerup Højskole.
”Giv mig et liv – gerne med mening”
Af Emilie Danmark
En del mennesker vil opleve en periode i deres liv, hvor tingene er skæve. Måske mangler man struktur, identitet, omgangskreds eller noget at få tiden til at gå med. Det er en svær situation, og den kan fremkalde mange tanker om fremtiden. Som ung kan det være svært at slå rødder eller finde ud, hvor man vil hen. Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg var rodløs og manglede en verden at træde ind i. Den situation står jeg vel stadig i.
Jeg aner ikke, hvad jeg vil med mit liv. Men jeg har fået noget der er vigtigere. Og hvad kan være vigtigere end fremtidsplaner for et ungt skævt menneske? - Omgangskreds? Undervisning? Vejledning? Sund kost? - Nej, for mig var det ingen af de ting.
Selvom jeg kun har været på højskole to uger, så er det, som jeg sætter mest pris på strukturen. At jeg er blevet foræret en hverdag. Rutiner.
Jeg står op klokken 7.30, der er morgenmad klokken 8. Rengøring og morgensamling indtil klokken 9.45, hvor timerne så starter. Hele min dag er skemalagt. Hvis jeg ikke møder op til måltiderne, så må jeg gå sulten i seng. Det kan måske lyde brutalt, men det giver ro. Ro til at fokusere på de abstrakte ting – så som min fremtid. Måske finder jeg ikke ud af, hvad jeg vil med mit liv, men jeg får tid til at tænke og samtidig holde fødderne på jorden.
Jeg står et andet sted end mine bofæller/medstuderende på højskolen, tror jeg. Mange af de elever, som går på Krogerup har fået opholdet betalt af deres forældre. Eller også har de knoklet hårdt for at få råd. Det er en pause, næsten ferie, inden de skal videre på universitet eller en anden videregående uddannelse. Men en del af dem, ser det som en mulighed for et genoverveje deres fremtidsplaner. Højskolen kan være en slags tænkepause. For andre en lang fest eller druktur.
Men uanset vores forskellige grunde til at være her, så har vi valgt at træde ind i et fællesskab. Et fællesskab, som i høj grad er defineret via vores omgivelser (bygningerne, lærerne, undervisningen), men også af os. Vi er her sammen.
Vi får rammerne leveret – en skabelon – men får selv lov at male maleriet eller farvelægge tegningen. Så jeg kan få lov at være skæv, mærkelig og udsyret, men der vil altid være en struktur til at gribe mig, hvis mine tanker skulle blive for abstrakte og svævende.
En del mennesker vil opleve en periode i deres liv, hvor tingene er skæve. Måske mangler man struktur, identitet, omgangskreds eller noget at få tiden til at gå med. Det er en svær situation, og den kan fremkalde mange tanker om fremtiden. Som ung kan det være svært at slå rødder eller finde ud, hvor man vil hen. Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg var rodløs og manglede en verden at træde ind i. Den situation står jeg vel stadig i.
Jeg aner ikke, hvad jeg vil med mit liv. Men jeg har fået noget der er vigtigere. Og hvad kan være vigtigere end fremtidsplaner for et ungt skævt menneske? - Omgangskreds? Undervisning? Vejledning? Sund kost? - Nej, for mig var det ingen af de ting.
Selvom jeg kun har været på højskole to uger, så er det, som jeg sætter mest pris på strukturen. At jeg er blevet foræret en hverdag. Rutiner.
Jeg står op klokken 7.30, der er morgenmad klokken 8. Rengøring og morgensamling indtil klokken 9.45, hvor timerne så starter. Hele min dag er skemalagt. Hvis jeg ikke møder op til måltiderne, så må jeg gå sulten i seng. Det kan måske lyde brutalt, men det giver ro. Ro til at fokusere på de abstrakte ting – så som min fremtid. Måske finder jeg ikke ud af, hvad jeg vil med mit liv, men jeg får tid til at tænke og samtidig holde fødderne på jorden.
Jeg står et andet sted end mine bofæller/medstuderende på højskolen, tror jeg. Mange af de elever, som går på Krogerup har fået opholdet betalt af deres forældre. Eller også har de knoklet hårdt for at få råd. Det er en pause, næsten ferie, inden de skal videre på universitet eller en anden videregående uddannelse. Men en del af dem, ser det som en mulighed for et genoverveje deres fremtidsplaner. Højskolen kan være en slags tænkepause. For andre en lang fest eller druktur.
Men uanset vores forskellige grunde til at være her, så har vi valgt at træde ind i et fællesskab. Et fællesskab, som i høj grad er defineret via vores omgivelser (bygningerne, lærerne, undervisningen), men også af os. Vi er her sammen.
Vi får rammerne leveret – en skabelon – men får selv lov at male maleriet eller farvelægge tegningen. Så jeg kan få lov at være skæv, mærkelig og udsyret, men der vil altid være en struktur til at gribe mig, hvis mine tanker skulle blive for abstrakte og svævende.
Abonner på:
Opslag (Atom)