Tirsdag 23.02.10 - Hjemtur

Hjemtur - Christoffer Heide

Kl. 03.30 beslutter syv unge krogeruppere, at festen er slut og understellet på Nørrebro ikke længere skal nyde godt af vore kroner. Kebab King bliver næste, hvor maden er billig og servicen i top. ”falaf-laf-laf-laf-lafel” kommer det over det slidte mikrofonanlæg, som indehaveren af kebab king nærmest synger hans retter ud over den hungrende skare af halvfulde mennesker på vej hjem fra byen. Haps! Og en falafel er i hænderne på en af eleverne fra Krogerup. Kebab King er sidste stop inden toget ifølge Adam køre fra nørreport 04.05. I god tid og med fyldte maver tropper de syv højskoleelever op på perronen for at finde ud af, at toget først kører 05.05. En blandet følelse af irritation og morskab bobler op i de fleste af os. ”Forfanden Adam, vi kommer jo aldrig i seng, vi sku ha’ taget bussen med de andre” sagt med en smule latter i stemmen, men Adam holder fast og påstår dog hårdnakket, at informationerne om togets afgang stammer fra Øl-Mads, så skylden bære sig selv. Det bliver en kold time på perronens nedslidte bænke, elevatoren bliver brugt flittigt og spreder en stemning af smil og en nå ja følelse, vi er jo på højskole, så det går nok. Endelig ankommer toget, og vi begraver os i sæderne og tager skoene af, til ordene ”i kan bare sove, jeg falder alligevel aldrig i søvn” udtaler Adam. Trykt og godt sover jeg, mens jeg drømmer hedt om briksen på værelse 54. Øjenlågene løfter sig langsomt, og grinene fylder langsomt mine øregange, ”vi er i Helsingør” siger stemmerne, ”hold nu kæft”, siger jeg og forsøger at finde mine sko, i troen om, at vi er i Humlebæk og briksen snart er mit sidste hvilested for i dag. Men nej, den er god nok, Adam er faldet i søvn, hvilket lod toget trille igennem Humlebæk uden nogle af os steg af. ”Fuck” tænker jeg, og morskaben i situationen er efterhånden forsvundet. En halv times ventetid, dog i samme tog, venter, før vi igen kører mod Humlebæk. ”Vågn op!” råber Frederik, der som den eneste opfatter, at vi igen holder i Humlebæk. Vi tager skoene på, lyner jakken og trasker trætte ud af toget, alle ligner nogle som ville give deres venstre arm for at ligge i en seng. Frederik nupper sin cykel og sprinter forbi os ”sov godt” råber os gående med misundelse i stemmen. Klokken 06.30 tre timer efter vi startede turen hjemad åbner vi døren til Krogerup, endelig hjemme igen.